Høsten er for længst forbi, når vi skal på denne vandretur, men som fotoet viser, kan man undervejs se Veng Kirke i det fjerne.
Turen går først via Møllestien og Bavnhøj, hvorfra der er udsigt til Ravnsø. Derefter videre til slægtsgården Vengelund, som har været beboet af samme slægt i 10 generationer, dvs. siden starten af 1700-tallet.
På Vengelunds jord er der etableret en sti, der dels går via marken og dels gennem skovbevoksningen langs Skærbæk.
Efter ca. 8 km spiser vi frokost, og derefter begiver vi os igennem skoven ved Ravnsø. Det skorter ikke på stednavne i området, så vi kommer igennem Smedebjerge, Vorbjerge og Nygård Skov til et udsigtspunkt, der ifølge lokale hedder "Tårkol". Navnet findes ikke på noget kort, så stavningen er usikker. Derefter går turen tilbage via Hemstok Skov.
Der er korte passager med stejle bakker, og i alt omfatter turen ca. 220 højdemeter.
Vi mødes på rastepladsen ved Låsbyvej. Bemærk, at der er flere p-pladser ved busvendepladsen lige syd for rastepladsen.
