Turen starter ved den markante bakkeø Isenbjerg, som vi bestiger efter at have set mindestenen fra englændernes nedkastning af våben til brug for frihedskæmpernes modstandskamp under 2, Verdenskrig. Herfra går vi over smeltevandssletten der omgiver Isenbjerg og videre gennem skov domineret af skovfyr. Hvis der er svampe, holder vi en kombineret drikke og svampeplukningspause. Turen går videre mod en hundeskov i skovens sydvestlige del til et område der efter en hedebrand blev ramt af sandflugt og tilsanding, hvilket førte til initiativer med skovplantning for at stoppe sandflugten. Dette område er præget af næringsfattige forhold med langsomtvoksende nåletræer – primært rødgran og bjergfyr. Den næringsfattige bund har medført at der her vokser nogle svampe som ellers er sjældne i Danmark, og også spisesvampe, mest sandsynligt brunstokket rørhat. Dem får vi forhåbentlig lejlighed til at se i forbindelse med at vi igen holder en svampepause ved shelterpladsen ved Trotylsøen. Herfra går turen 300 m til udsigtstårnet ved Stjernen, hvor 5 skovveje mødes. Her vil vi bruge lidt tid til at se effekterne af et Natura 2000 projekt, som har til formål at genskabe den naturlige hydrologi dvs. vandets bevægelse i og på jorden i skovmiljøet. Kun afbrudt af den traditionelle småkagepause og måske lidt svampeplukning, går turen herfra tilbage til Isenbjerg Bakkeø og bilerne. I den sydlige del af skoven, hvor vi vil gå, findes Danmarks eneste ynglende par af den lille spurveugle, der er dagsaktiv – men vi får den nok ikke at se.
Denne tur har fundet sted.
Kommende vandreture i nærheden
